Derfor har børn brug for at lege udendørs
At lege udendørs er ikke kun en god måde for børnene at slippe af med myrerne i bukserne - selvom det er en god sidegevinst... Dét at lege ude i det fri er faktisk en vigtig del af børnenes trivsel.
En dag hører du pludselig dig selv sige: "Der findes ikke dårligt vejr, kun forkert påklædning!" Denne kliché giver dig øjeblikkeligt 100 point på voksenpointkontoen, og om 10-20 år vil dine børn takke dig. Den læring, de får af at lege udendørs, tager de nemlig med sig resten af livet
Løbe, hoppe, kravle og slå kolbøtter
Når børn leger udenfor, udvikler de deres finmotorik, grovmotorik og balanceevne. De hopper over sten, kravler under grene og løber så hurtigt, som deres små ben kan bære dem. For de mindre børn er det udfordrende nok at lære at holde balancen på græsplænens lidt ujævne overflade.
Frihed til at fantasere
Som voksen kan du roligt sætte dig lidt væk derfra og nyde en varm kop kaffe. Mange gange leger børn bedst udendørs, når vi voksne ikke styrer legen, men i stedet giver børnenes fantasi frit spillerum. En grankogle og nogle pinde bliver til en hest, mens stenene fra grusstien udgør hestens mad.
Det er en frihed at være udendørs. At få lov til at bevæge sig frit og udforske uden begrænsninger udvikler børnenes selvværd og deres selvtillid.
Føle, lugte, se, lytte – og måske også smage lidt
Udendørs er det nemt for børnene at bruge alle deres sanser i legen. Børn lærer bedre, når de bruger flere af deres sanser samtidigt.
– Sandet i sandkassen er først tørt og varmt, derefter vådt og koldt. Det knitrer sjovt, når jeg graver i det med skovlen. Sandet dufter fugtigt, som når det regner ude. Gad vide, hvordan det smager... Nej, puha!
Udendørs leg giver børnene en bedre trivsel
Når der ikke er nogen vægge, der sætter stop for bevægelsen, kommer den fysiske aktivitet helt af sig selv. Børn, der leger udenfor og bevæger sig meget, holder sig også sundere og sover bedre om natten.
Vidste du, at udendørs leg om foråret og sommeren er særligt vigtig for os nordboere? Du ved sikkert, at kroppen danner D-vitamin i huden ved hjælp af solens stråler. Men i den mørke årstid er solen ikke stærk nok til, at vores krop kan danne D-vitamin. D-vitamin er nødvendigt for, at børn kan opbygge stærke knogler og holde sig raske. Når børn leger udendørs i den lysere tid af året, opbygger de deres D-vitamindepot (ja, også selvom de leger i skyggen!), som kan række til lidt ind i efterårs- og vintermånederne.